Gud tilgiver! - også i dag

Kap 7

Det, jeg gerne ville nå frem til med de første to poster (I, II) var egentlig i første omgang dette indlæg, der handler om noget i kapitel 7, men som nævnt tidligere blev jeg revet med og faldt også over none ting i 8-10, som er bemærkelsesværdige. Dem må vi vende tilbage til en anden god gang.

Vi husker fra Kap 1 til 6, at det ikke går Israel så godt, og de har stadigvæk forskellige afguder - parallelt med at de har fået Arken hjem til sig.

Samuel fortæller dem (20 år efter Arkens hjemkomst), at hvis det igen skal gå dem godt, må de først afskaffe Ba’alerne og Astarterne og dyrke Herren alene. Så gør de det.

Og så er det, at Samuel siger de berømte ord: “Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til Herren for jer!” Man skal ikke vakle ret meget på benene, hvis man skal sige til Guds eget folk, at “nu skal jeg nok bede til Gud for jer”.

v6 Så samlede de sig i Mizpa og øste vand og udgød det for Herrens åsyn, og de fastede den dag og sagde der: “Vi har syndet mod Herren!” Derpå dømte Samuel israelitterne i Mizpa. v7 Da filisterne hørte, at israelitterne havde samlet sig i Mizpa, drog filisterfyrsterne op imod Israel; og da israelitterne hørte det, blev de bange for filisterne. v8 Og israelitterne sagde til Samuel: “Hold ikke op med at råbe til Herren vor Gud, at han må frelse os af filisternes hånd!” v9 Da tog Samuel et diende lam og bragte Herren det som brændoffer, som heloffer; og Samuel råbte til Herren for Israel, og Herren bønhørte ham. v10 Mens Samuel var i færd med at bringe brændofferet, rykkede filisterne frem til kamp mod Israel, men Herren sendte den dag et vældigt tordenvejr over filisterne og bragte dem i uorden, så de blev slået af Israel.

Det her, synes jeg, er da et fantastisk eksempel på, at Gud tilgiver. Her har vi et folk - endda hans eget - der totalt har glemt ham (læs her om præsternes forsømmelser), herefter anskaffet sig afguder, det går dem dårligt, og de aner ikke deres levende råd. Så kommer en profet og fortæller dem, hvad der skal til - nemlig omvendelse væk fra deres synd og erkendelse af, at det rent faktisk var synd (v6) -, og da de griber chancen hører Gud dem også og hjælper dem i deres problemer. Og sådan er han stadig, skulle jeg forresten hilse fra ham og sige, så chancen er der endnu

1 Sam 1-6 - kort fortalt

1 Sam 1-6

Okay, så der er også meget at sige om de første seks kapitler, men jeg vil gerne lidt hurtigt frem til det syvende, så her kommer lige en lyn-gennemgang af de første seks.

Kap 1: En barnløs kvinde laver en pagt med Gud: Hvis du giver mig en søn, skal han være din tjener. Hun får en dreng, som hun kalder Samuel (der betyder noget med: Jeg har bedt mig ham til hos Herren), som hun lader vokse op som præst i templet i Shilo, hvor Arken med de 10 bud befinder sig, og hvor man normalt tager hen for at ofre. (Præsterne dengang havde ikke samme funktion som præsterne i dag, der prædiker i lokale kirker. Dengang var deres funktion at håndtere ofringer i det centralt placerede tempel.)

Kap 2: Først en lang jubelsang fra den lykkelige moder, der endelig har fået et barn - som hun jo så har givet væk. Vi hører, at hun får yderligere tre sønner og to døtre.  · Derudover hører vi, at Israel befinder sig i en åndelig krise. Selv de mest hellige mennesker, offerpræsterne, der arbejder det mest hellige sted, i templet, opfører sig overordentligt useriøse i deres gerning, hvilket gør Gud i et mindre godt humør.  ·  Samuel, der modsat de andre præster ikke er af ægte levit-slægt (altså tilhører det egentlige præstefolk), men er efraemit (efter Josef), er den eneste i hele templet, som Gud finder velbehag i.  ·  En Guds mand kommer til templet og profeterer, at Levis slægt har forsømt deres (offer-)præste-kald, hvorfor nu stor ulykke vil ramme dem.

Kap 3: Mens Samuel er i helligdommen taler Gud så konkret til ham, at Samuel først tror, at det er præste-overhovedet Eli, der kalder inde ved siden af.  ·  Gud fortæller Samuel, at han har tænkt sig at gøre noget vildt med Israel. Samuel får i den forbindelse følgende opgave:

v. 13-14: Du (Samuel) skal kundgøre ham (Eli), at jeg (Gud) har dømt hans slægt for evigt, fordi han vidste, at hans sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. Derfor har jeg svoret over Elis hus: Visselig, Elis hus’ brøde skal aldrig i evighed sones ved slagtofre eller afgrødeofre! (Auch!)

Samuel føler dog ikke stor trang til at overbringe dette budskab. Men da Eli truer Samuel til at fortælle videre, hvad Gud har sagt, gør han det alligevel, hvortil Eli svarer noget i retning af: “Nå, det må han (Gud) selv om.”  ·  Hele Israel hører om og anerkender Samuel som stor profet, og han fortsætter med at få åbenbaringer fra Gud.

Kap 4: Israelitterne synes, de vil i krig med filistrene, så de rykker ud til kamp. Men da det ikke går dem så godt, sender de bud efter Arken med Herrens Herlighed i Shilo. Den ankommer kort efter til kamppladsen. Først bliver filistrene bange, da de hører, at Israels mægtige Gud er ankommet. Men så giver de sig alligevel til at kæmpe, erobrer Arken og vinder slaget.  ·  Israelitterne indser, at de har mistet Herrens Herlighed.

Kap 5: Filistrene har problemer med Arken. Først stiller de den i deres tempel ved siden af deres gud Dagon, som dog bliver ved med at vælte og gå i stykker, så længe Arken står i nærheden. Derfor flytter de Arken til byen Gat, hvor befolkningen så bliver ramt af pest og anmoder om at få flyttet Arken et andet sted hen. Byen Ekron udvælges, men ekronitterne vil ikke have den og siger, at den må tilbage, hvor den har hjemme, for at ikke flere skal få pest og dø.

Kap 6: Filistrene sender Arken hjemad mod Israels land sammen med en gave, en soneoffer i form af en æske med symbolske ting af guld, i et forsøg på at give Israels Gud ære og derved om muligt få ham til at holde op med at sprede pest og død hos dem.  ·  Da Arken ankommer til Israelitisk land, sender de lykkelige lokale israelitter bud efter indbyggerne i et sted ved navn Kirjat-Jearim, der skal komme ned og hente den op til sig (måske et mere sikkert sted). Deroppe indlogeres den i et hus, der tilhører manden Abinadab. Hans søn El’azer får til opgave at bevogte den.

argh 9 punkter mere til huskelisten…

Intro:

I fredags var jeg i kirke og hørte en prædiken, som inspirerede mig til at gå i gang med at læse Første Samuelsbog igen (som basis for senere at læse mere om David og hans ide om partout at skulle bygge Herren et hus).

I aften har jeg så læst de første ti kapitler, da jeg åbenbart blev lidt grebet. Jeg ville egentlig allerede være gået ind og blogge om kapitel 7, da jeg var færdig med dét, men mine øjne fortsatte tre kapitler længere hen, før det lykkedes mig at løsrive mig, og nu har jeg bare en liste med ni punkter fra teksten, som jeg er nødt til at skrive om her. Og det kommer oven i den optimistiske blogging-huske-liste, som jeg publicerede i sidste uge. Heldigvis overlapper none af punkterne lidt hinanden.

Nå, men så der kommer nok lidt fra 1 Sam her på bloggen også det næste stykke tid.

(Det var introen - så kan jeg strege det første punkt. Argh, men nu kommer jeg i tanker om endnu et, der skal med. Nå - none af dem er heldigvis bare pjat og ret korte. Jeg kan jo f.eks. også lige fyre punkterne ætiologier og citater af i dette indlæg, så er det da klaret.)

Et par ætiologier:

(Bare til mig selv som reminder - kan bruges i undervisningen som eksempler)

1 Sam 5,5: Derfor undgår Dagons præster og alle, som går ind i Dagons hus, endnu den dag i dag at træde på Dagons tærskel i Asdod.

1 Sam 10,12: Så sagde en der fra stedet: “Hvem er vel deres fader?” Derfor blev det et mundheld: “Er også Saul iblandt profeterne”?

Et par cool Samuel-citater:

(Jeg skal lige love for, at ham Samuel var en selvbevidst herre)

1 Sam 7,5: Da sagde Samuel: “Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til Herren for jer!”

1 Sam 9,(18-)19: (Da trådte Saul hen til Samuel midt i porten og sagde: “Vær så god at sige mig, hvor seerens hus er!”) Samuel svarede: “Seeren det er mig; gå i forvejen op på offerhøjen; du skal spise sammen med mig i dag; i morgen skal jeg følge dig på vej og kundgøre dig alt, hvad der er i dit hjerte”

Kirkens funktion set fra et gymnasiepædagogisk synspunkt

Jeg er ved at læse i bogen Gymnasiepædagogik (539 s.) fra 2006, der er en spændende indføring i de pædagogiske sider ved gymnasielærerjobbet. Heri står blandt andet resultatet af en undersøgelse, hvor en række personer er blevet spurgt, hvad det vil sige at lære noget. Svarene kan indordnes i følgende seks kategorier (af hvilke de nederste skulle være bedre end de øverste). Gymnasieelevers svar ligger typisk mellem kategori 1 og 4.

At lære vil sige (/kirkens funktion er):

1. at få mere viden ind i hovedet
2. at kunne huske og reproducere erhvervet viden
3. at erhverve kendsgerninger/procedurer som kan bruges i praksis
4. at forstå
5. at ændre sin viden og derigennem ændre sin tolkning af omverdenen
6. at ændre sin tolkning af omverdenen og derigennem ændre sig som person

Hvor på denne skala ligger du eller din kirke eller dit kirkesamfund (f.eks. bibelstudie-mæssigt)? Og er der en sammenhæng mellem antal år der går i dig eller din kirke eller dit kirkesamfund og så hvor langt op ad denne liste du eller den eller det tvinges?

clouded analysis

For Kevin er skiture tydeligvis vigtigere end sne. Det er oplevelsen, der tæller - sne eller ej. Musik er vigtigere end alt, der har med nano at gøre - vi interesserer os tydeligvis ikke for småtteri - næ, for Kevin er livet “sjov” og “blogging”. Gud hører åbenbart ikke ind under meta, herunder metafysisk - for Kevin er Gud konkret og til stede. Den kæmpemæssige “uncategorized” vidner om en prisværdig modvilje til at sætte ting i bås.

I Henriks verden fylder kaffe en del. Således ligger kaffe over hhv. på niveau med f.eks. menighedsplantning, postmodernitet, emerging church, discipelskab og kristendom i det hele taget. Re:Search er det, der fylder allermest - videnskab dog mindst. Smallchurch er større end kirke, og teologi går forud for filosofi. Henrik beskæftiger sig også med spirituelle ordensfællesskaber med teknologisk innovative ledelser - med vægt på den innovative ledelse.

Kenneths tag cloud bærer præg af hans mangeårige identitet som Århus Adventist, der nu er draget til Australien. I hans perfekte drømmeverden hersker et politics society præget af love music, devotional food og internet leadership. Til de olympiske lege, mener Kenneth, burde disciplinen sports travel indføres. Kirke og det personlige har topprioritet hos Kenneth, kristendom som sådan lavere prioritet.

Lasse har opfundet begrebet Bibel Adventistkirken, muligvis en udløber eller gren af Syvendedags Adventistkirken. Som hos Kevin, hvor Gud og meta ikke havde med hinanden at gøre, er hos Lasse Roskilde og samfund to uforenelige størrelser. Tolerance og visioner har en plads i Lasses hjerte, men ubåde er naturligvis vigtigere, for slet ikke at tale om Nahum og slet ikke at begynde på blogging. Omvendt Kenneth fylder kristendom hos Lasse langt mere end kirke. Det samme gør hans dagbog. Koranen går i øvrigt ikke under bøger. Der er også en klar prioritering mellem etik, religionsfrihed og fred. Ud af 27 tags er 22 substantiver, 3 egennavne, 1 substantiveret verbum og 1 adjektiv. Af de 22 substantiver (19 ubestemte, 3 bestemte) er 17 singularis (14/3) og 5 pluralis (5/0).